Høsten er godt i gang på markerne, så lørdag den 12. september inviterer vi til en hyggelig og uhøjtidelig høstfest hos Peters Gartneri.
Høstfesten kører sammen med vores almindelige lørdagsåbent i gårdbutikken og fejrer sensommeren, høsten og alt det gode, der kommer fra markerne.
Til høstfesten får vi besøg af Anders Baden Immerkær, som tænder op og laver lækre pizzaer og suppe med friske råvarer fra vores egne marker. Det bliver enkel og velsmagende mad med sæsonens grøntsager i centrum – lige som vi synes, en rigtig høstfest skal være.
Det er ikke kun Peter, der har sin daglige gang på gården. Gården summer af liv (bogstavligt talt). Henning laver honning, Svend sanker og holder kurser og Peter (Solsort) laver de smukkeste fugle af træ fra skoven og Anne fletter de flotte figurer du sikkert har set. På dagen vil der rundt omkring på gården være forskellige aktive boder, hvor du kan komme tæt på det gode håndværk og måske få inspiration med hjem. Se blandt andet, hvordan man binder smukke blomsterbuketter af sæsonens blomster, oplev pileflet og andre hyggelige aktiviteter.
Høstfesten er først og fremmest en anledning til at mødes og
nyde stemningen på gården. Du behøver hverken være kundebonde eller have besøgt gården før. Kom og oplev stemningen, mærk roen og den friske luft fra havet. Få en rundvisning på markerne.
De fleste af smagsprøverne til lørdagsmarkedet er gratis, men hvis du vil sætte tænderne i lækre pizza-stykker og Anders' græskarsuppe kan du købe en madbillet på dagen.
Kom forbi Peters Gartneri den 12. september og vær med til at fejre årets høst!
Dato 12. september kl 11-16
Program med ca. tidspunkter:
11:00 Gårdbutikken åber
11.30 Der serveres smagsprøver på stegte spidskål med urtepesto
12.00 (ca.) Kundebonde Ulla Gad serverer grøn grød
12.30 (ca.) Professor Christian Lodberg Hvass fra Aarhus Universitet (og kundebonde) fortæller om grøntsagers vigtighed for tarmsundhed, protein- og vitaminindtag.
13.00- Der serveres løbende pizza og suppe, der kan indtages i det fri, væksthuset eller cafeen
13.00 Boderne med aktiviteter åbner og der er plads til hygge med mad og smagsprøver foran gårdbutikken og i væksthuset.
14.00 Markvandring og Intro til kundebondeordningen
15:00 Markvandring og Intro til kundebondeordningen
16:00 Høstfesten slutter
Der serveres vand med urter fra marken og du kan desuden købe et glas dejlig vin og kolde læskende drikkevarer med eller uden alkohol.
Er du mere til en kop kaffe og kage, kan det købes i cafeen
Praktik
Medbring tøj efter vejret. Vi dækker op i væksthuset og cafeen. Adressen er: Ørnevænget 37, 8330 Beder og der er gratis parkering.
Har du spørgsmål, så skriv til :
oplevelserpetersgartneri@gmail.com
Besøg gårdbutikken
Kombiner dit besøg med en tur forbi vores skønne gårdbutik og køb sæsonens grønt med hjem.

CVR. 46263456